Første måned i Tanzania
Halløj derude. Vi har nu været i Afrika i en god måneds tid, og ikke mindst i Kipili i lidt mere end et par uger. Og hvor har det været en måned med masser af nye indtryk og vilde oplevelser.
Vi tog fra Billund, Danmark d. 15 august, og satte kursen mod Amsterdam. Herfra tog vi flyet til Dar es Salaam, hvor vi overnattede til næste dag, hvorfra vi tog flyet til Mbeya. Fra Mbeya blev vi hentet, og vi ankom til Sumbawanga efter en lidt (for) lang køretur på små 7 timer, i en noget så tilstoppet bil.
Til trods for dette holdte vi dog humøret højt på den gode stemning, fællessang og en masse slik. I Sumbawanga startede vores swahiliundervisning med den flinkeste ældre mand, Angelo, i den flotteste skjorte i ægte Afrikastil med girafprint. Gennem brugen af både dansk, engelsk og især Tysk har vi nu næsten lært alt hvad der er at vide på Swahili, både det praktiske, altså de ord vi får brug for, samt diverse andre knap så brugbare ord. (Hvem ved, måske vi en dag skal bruge snot eller bryllupsreception på swahili?)
Efter 10 dage i Sumbawanga forlod nogle af os byen, og satte i stedet kursen mod Kipili.
Denne tur tog godt 6 timer i den fornemmeste form for transport. Bus. Forestil jer en turistbus (i knap så god stand), en stor skærm i forenden af bussen med indbyggede højtalere og støv og sand i hver sprække. Tilføj en god portion tanzaniere der står proppet ned langs gangen, samt en temmelig (i vores mening) dårlig playliste med de vildeste hits i Tanzania lige pt. på storskærmen og volumen fyret op på maks. Herudover en snært og mere til, af rystelse og bumps på vejen, når vi kører på sandvejene og dertil en reparation af bussen midt i ingenting. Lægger man alt dette sammen har man opskriften på hvordan det er at køre i bus i Tanzania.
Vi kom dog frem i bedste behold til Kipili, hvor vi nu skal være resten af tiden her i Tanzania. Vi startede tiden i Kipili ud med besøg og middag på lodgen (Lake Shore Lodge), som ligger en gåtur fra landsbyen samt en tur rundt i landsbyen for at se Kipili.
Da vi kom til weekenden igen var Matilde og jeg på fisketur med nogle af gutterne fra landsbyen, Mathilde var desværre syg. Her oplevede vi Tanganyikasøen fra en helt anden side, og lærte at sætte net ud for at fange fisk. (Vi troede jo selvfølgelig, at vi skulle fange fiskene samme dag). Det var super sjovt, og vi forsøgte meget at tale swahili med drengene alt det vi kunne. (Lettere uforståeligt til tider, hvis man spørger drengene).
Uheldigvis blev jeg syg natten mellem lørdag og søndag, og gik glip af kirke og en tur til katedralen søndag.
Det blev så sådan mandag, da jeg stadig var syg, og Matilde og Mathilde tog i Cheke Chea mandag morgen. Da de kom hjem igen havde de så den nyhed, at Cheke Vhea var lukket to uger frem. Dette var ikke lige det vi havde tænkt os, da vi havde planlagt, at det var den uge vi rigtig skulle i gang med arbejdet. Vi har startet engelskundervisning op to gange i ugen, men det er ikke nok til at dække over to uger. Med lidt hjælp fik vi arrangeret en tur til Kalambo Falls, hvor en mand ved navn Oscar har en lodge.
Torsdag d. 7 september kørte vi så med Marjo (en hollandsk kvinde, som hjælper og styrer sundhedsprojektet i Kipili sammen med sin mand Bert) til Sumbawanga, hvor vi med nød og næppe nåede bussen mod landsbyen Kasanga. Her sad vi så igen, i en tanzanisk bus, og kunne se frem mod det vi troede var 3-4 timer i bus, som i virkeligheden viste sig at være 5-6 timer, men så ved man jo man er i Afrika.
På trods af st vi ikle helt havde nogen idé om hvor vi har, og hvilken landsby vi nu kørte igennem, nåede vi lodgen med den fineste udsigt over søen, hvor vi skulle sove i telt de næste 3-4 nætter.
Her på lodgen delte vi selskab med både katte og aber til vores måltider, og når vi skulle i bad i det udendørs bad der var. Vi hentede vand i landsbyen Kasanga, da der kun var øl tilbage på lodgen (hvilket sikkert er rigtig godt, men i lunken tilstand knap så godt) og bar det på hovedet hjem, men selskabet fra en flok aber.
Ud over at nyde den smukke udsigt, og slappe af havde vi arrangeret en tur til Kalambo Falls, som vi klatrede helt i bunden til, og klatrede op igen. Det var en tur, hvor balancen blev testet på vej ned med løse sten og ikke så meget rigtig sti, kravlende på alle fire på vej op fra vandfaldet igen. Det ha en utrolig hård tur, men vi gjorde det, og samtidig sp noget uendelig smuk natur, Zambia fra en klippesiden og fik en kæmpe oplevelse.
Alt dette gjorde vi i selskab med 10 tamzanianere, som gik med for sjov. For os var det og lignede det en kamp at komme op, for dem var det en leg, og de fleste gik og kravlede turen i klipklappere, hvilket er en præstation i sig selv jo.
Vi tog fra Billund, Danmark d. 15 august, og satte kursen mod Amsterdam. Herfra tog vi flyet til Dar es Salaam, hvor vi overnattede til næste dag, hvorfra vi tog flyet til Mbeya. Fra Mbeya blev vi hentet, og vi ankom til Sumbawanga efter en lidt (for) lang køretur på små 7 timer, i en noget så tilstoppet bil.
Til trods for dette holdte vi dog humøret højt på den gode stemning, fællessang og en masse slik. I Sumbawanga startede vores swahiliundervisning med den flinkeste ældre mand, Angelo, i den flotteste skjorte i ægte Afrikastil med girafprint. Gennem brugen af både dansk, engelsk og især Tysk har vi nu næsten lært alt hvad der er at vide på Swahili, både det praktiske, altså de ord vi får brug for, samt diverse andre knap så brugbare ord. (Hvem ved, måske vi en dag skal bruge snot eller bryllupsreception på swahili?)
Efter 10 dage i Sumbawanga forlod nogle af os byen, og satte i stedet kursen mod Kipili.
Denne tur tog godt 6 timer i den fornemmeste form for transport. Bus. Forestil jer en turistbus (i knap så god stand), en stor skærm i forenden af bussen med indbyggede højtalere og støv og sand i hver sprække. Tilføj en god portion tanzaniere der står proppet ned langs gangen, samt en temmelig (i vores mening) dårlig playliste med de vildeste hits i Tanzania lige pt. på storskærmen og volumen fyret op på maks. Herudover en snært og mere til, af rystelse og bumps på vejen, når vi kører på sandvejene og dertil en reparation af bussen midt i ingenting. Lægger man alt dette sammen har man opskriften på hvordan det er at køre i bus i Tanzania.
Vi kom dog frem i bedste behold til Kipili, hvor vi nu skal være resten af tiden her i Tanzania. Vi startede tiden i Kipili ud med besøg og middag på lodgen (Lake Shore Lodge), som ligger en gåtur fra landsbyen samt en tur rundt i landsbyen for at se Kipili.
Da vi kom til weekenden igen var Matilde og jeg på fisketur med nogle af gutterne fra landsbyen, Mathilde var desværre syg. Her oplevede vi Tanganyikasøen fra en helt anden side, og lærte at sætte net ud for at fange fisk. (Vi troede jo selvfølgelig, at vi skulle fange fiskene samme dag). Det var super sjovt, og vi forsøgte meget at tale swahili med drengene alt det vi kunne. (Lettere uforståeligt til tider, hvis man spørger drengene).
Uheldigvis blev jeg syg natten mellem lørdag og søndag, og gik glip af kirke og en tur til katedralen søndag.
Det blev så sådan mandag, da jeg stadig var syg, og Matilde og Mathilde tog i Cheke Chea mandag morgen. Da de kom hjem igen havde de så den nyhed, at Cheke Vhea var lukket to uger frem. Dette var ikke lige det vi havde tænkt os, da vi havde planlagt, at det var den uge vi rigtig skulle i gang med arbejdet. Vi har startet engelskundervisning op to gange i ugen, men det er ikke nok til at dække over to uger. Med lidt hjælp fik vi arrangeret en tur til Kalambo Falls, hvor en mand ved navn Oscar har en lodge.
Torsdag d. 7 september kørte vi så med Marjo (en hollandsk kvinde, som hjælper og styrer sundhedsprojektet i Kipili sammen med sin mand Bert) til Sumbawanga, hvor vi med nød og næppe nåede bussen mod landsbyen Kasanga. Her sad vi så igen, i en tanzanisk bus, og kunne se frem mod det vi troede var 3-4 timer i bus, som i virkeligheden viste sig at være 5-6 timer, men så ved man jo man er i Afrika.
På trods af st vi ikle helt havde nogen idé om hvor vi har, og hvilken landsby vi nu kørte igennem, nåede vi lodgen med den fineste udsigt over søen, hvor vi skulle sove i telt de næste 3-4 nætter.
Her på lodgen delte vi selskab med både katte og aber til vores måltider, og når vi skulle i bad i det udendørs bad der var. Vi hentede vand i landsbyen Kasanga, da der kun var øl tilbage på lodgen (hvilket sikkert er rigtig godt, men i lunken tilstand knap så godt) og bar det på hovedet hjem, men selskabet fra en flok aber.
Ud over at nyde den smukke udsigt, og slappe af havde vi arrangeret en tur til Kalambo Falls, som vi klatrede helt i bunden til, og klatrede op igen. Det var en tur, hvor balancen blev testet på vej ned med løse sten og ikke så meget rigtig sti, kravlende på alle fire på vej op fra vandfaldet igen. Det ha en utrolig hård tur, men vi gjorde det, og samtidig sp noget uendelig smuk natur, Zambia fra en klippesiden og fik en kæmpe oplevelse.
Alt dette gjorde vi i selskab med 10 tamzanianere, som gik med for sjov. For os var det og lignede det en kamp at komme op, for dem var det en leg, og de fleste gik og kravlede turen i klipklappere, hvilket er en præstation i sig selv jo.
De sidste par dage på lodgen gik med at slappe af, og samtidig vente på Liembaem, som vi skulle med hjem. Sagen er bare den, at i Afrika er intet tidspunkt sikkert, så vi troede Liembaen kom søndag aften. Det gjorde den også, men blev i Kasanga natten over, indtil tidligt næste morgen, hvorefter den sejlede til Dambia, for st sejle tilbage igen senere samme dag, hvor vi så skulle med hjem til Kipili. Den god emand Oscar hjalp os heldigvis med billetterne til Liembaen, og sejlede os over til havnen.
Det var virkelig en kæmpe oplevelse at få lov til at sejle med et så gammelt skib, som har været udsat for lidt af hvert. Vi overnattede på skibet, og var klar til at gå i land i Kipili næste morgen omkring klokken halv ti. Alt i alt har vi indtil nu oplevet så mange ting, at det ikke Lan tælles på én hånd. Vi er også kommet ordenligt i gang med Cheke Chea, så det er vi også rigtig glade for, og glæder os til at se hvordan det kommer til at gå.
Kommentarer
Send en kommentar